Smagssansen:”Hvad kan du smage?”
Pædagogiske læringsmål
Her bliver barnets smagssans udfordret af velkendte grundsmage. Gennem legen får barnet mulighed for at sætte ord på en blandet smagsoplevelse, når det skal analysere og fortolke smagsindtryk, og dets evne til at skabe sammenhæng mellem de forskellige grundsmage testes.
"Tungen har omkring 5.000 smagsløg, som hvert kan opfatte de fem grundsmage: sur, sød, salt, bitter og umami. Hvert smagsløg indeholder 50-100 sanseceller, som er specialiseret i at genkende én af grundsmagene. Smagsløgene sender signaler til hjernen med en samlet besked om, hvordan maden smager. Det er fire af de fem grundsmage, som børnene skal udfordres i gennem denne leg. (Note: Umami er svær at definere, så den smag indgår ikke i denne leg)."
Beskrivelse
Om morgenen møder man mange smagsindtryk, der er med til at vække én helt op. Det kan bl.a. være salt bacon, sur grape, sød muslï eller bitter kaffe. Børnene skal med lukkede øjne smage på et lille stykke agurk, der er dyppet i enten sukker, citron, kaffe eller drysset lidt salt på. Herfra skal de forklare, hvordan det smager – sødt, surt, bitter eller salt. Alle børn smager samtidigt, og byder ind med deres bud. Formålet er at skabe dialog og en interesse for smagssansens forskellige nuancer, så snak med børnene om, hvordan smagene virker på tungen og om, hvor de kender de forskellige smage fra.
Varighed: 10-15 minutter Antal børn: 2-10 børn
Forberedelse: En frisk agurk skæres i små mundrette stykker og inddeles i fire portioner. Herefter dyppes den ene portion i sukker/honning (sødt), én i citronsaft (surt), én i lidt kaffe/eddike (bitter) og på den sidste drysses der lidt salt på. Det er vigtigt, at de forskellige smage holdes adskilt, og at børnene ikke ser, hvad der er på de forskellige agurkestykker.
Videreudvikling: Legen kan laves med forskellige råvarer, både som erstatning for agurk (smagsneutral) og de fire smagsgivere (grundsmagene).