Om teatret
Ledelse & Bestyrelse – Vedtægter
hvid støj producerer scenekunst for børn og unge der…
… tør udfordre sanser og intellekt samtidig
… skaber et intenst og dynamisk møde med publikum
… afspejler og bibringer relevans til målgruppen
… eksperimenterer og afprøver nye formsprog
hvid støj sceneproduktions væsens-kerne er at skabe alle tænkelige scenekunstneriske former med alle tænkelige emner til alle tænkelige aldersgrupper.
Hvorfor hedder teatret hvid støj?
- hvid støj indeholder hele det hørbare frekvensspektrum
- hvid støj er kendetegnet ved at have konstant lydtæthed, så alle frekvenser over længere tid vil være repræsenteret med lige stor effekt.
- hvid støj er hele atmosfærens lyd
- hvid støj lægges fx kunstigt på telefonforbindelsen, så mennesket kan opfange og afkode stilheden som virkelig. Det samme gør hvid støj: vi tager udgangspunkt i og ‘kunstliggør’ virkeligheden, så tilskueren kan sanse, opfange og afkode det, for i sidste ende at blive klogere på sin eller sin skuldermakkers liv.
- hvid forbindes ofte med noget positivt, mens støj ofte ikke gør – men som al god kunst skal der være noget, der giver modstand. Sceneproduktion hedder teatret, fordi vi er selvproducerende scenekunstnere.
hvid støjs vision er at bidrage til at sætte scenekunsten i Aarhus på det inden- og udenlandske landkort med turnéaktiviteter og produktioner af nyskabende og relevant scenekunst for børn og unge. Siden debutforestillingen CUT// i 2009 har hvid støj været et bølgebåret teater med vindpust i sejlene, når det gælder publikumsjubel, anmelderi, kunstneriske og bevillingsmæssige blåstemplinger. Efter nu i alt 11 forestillinger og gigantiske ambitioner er det med stor faglig glæde, at det kontinuerligt er lykkedes at lave nyskabende, gedigen scenekunst til alle aldre, der vil sine tilskuere. Det har bl.a. resulteret i omfattende turnévirksomhed, en prisuddeling og invitationer til flere kuraterede festivaler i ind- og udland.
DAGLIG LEDELSE:
- Charlotte Ladefoged – teaterleder, iscenesætter og stifter af hvid støj
Charlotte er cand.mag i dramaturgi fra Aarhus Universitet, freelance iscenesætter og dramaturg. Har arbejdet som iscenesætter og dramaturg i den uafhængige og eksperimenterende scenekunst siden 1999. Siden hvid støjs debutforestilling CUT// i 2009 har Charlotte arbejdet kompromisløst på at skabe nytænkende forestillinger skabt i stor respekt for målgruppen med en stærk personlig, kunstnerisk signatur.
Charlotte skaber til hver forestilling et relevant indhold i samspil med formen, der afgør, hvordan hver enkelt tilskuer bedst muligt stimuleres følelses- og tankemæssigt. Om det er inddragende filosofiteater, animation, dans, kabaret, udstilling & teater eller… hvid støj vil sin tilskuer. Det har bl.a. resulteret i invitationer til flere kuraterede festivaler – også i udlandet. I 2011 udvalgte Kunstrådets Scenekunstudvalg (uden ansøgningsrunde) at udpege Charlotte til at deltage i Directors Lab i N.Y., hvor hun repræsenterede Skandinavien i 3 ugers laboratoriearbejde blandt 70 instruktører fra hele verden.
- Morten Ladefoged – Creative Producer
Morten er bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet og har en diplomeksamen i lys fra Statens Teaterskole i København. Lysdesign har siden afgangen i 1997 været den dominerende del af freelancekarrieren. Ud over hvid støj omfatter det såvel store traditionelle teatre som andre projekt-støttede teatre i Danmark og udlandet. Fra hvid støj sceneproduktions begyndelse har Morten været en fast kunstnerisk del af teatret. De senere år har opgaverne i stigende omfang omfattet den fuldstændige kunstneriske ledelse af det totale sceniske udtryk, samt tilhørende administrative opgaver, og Morten er nu Creative Producer.
-
Rikke Baes-Carlsen – Producent, PR & Turnékoordinator
(Or-Emilie vikarierer pt.)
Rikke er cand.mag. i Dramaturgi, og har siden da arbejdet med produktion af scenekunst, dans og tonekunst i Aarhus. Hendes passion og sociale væsen har desuden bragt hende ud i frivillighedskoordinering på festivaler og borgerinvolverende scenekunst. -
Or-Emilie Yonah – Producent, PR & Turnékoordinator (vikar)
Or-Emilie er cand.mag i Dramaturgi, har derudover fag i Digital markedsføring, og hun har tidligere arbejdet som junior producent på et danseteater i Aarhus. Hun interesserer sig særligt for det publikumsudviklende aspekt og sørger for, at omstændighederne omkring publikum og forestillingerne spiller.